Kvinde-landstræner erklærer Norge som svag favorit

Når det danske fodboldkvindelandshold torsdag aften tørner sammen med de skandinaviske arvefjender fra Norge, er det kobjælde-gjaldende broderfolk favoritter.

Det forklarer landstræner, Kenneth Heiner-Møller, da BT på det officielle pressemøde onsdag aften, dagen før semifinalen, beder ham sætte tal på danskernes chancer for en finaleplads. - Vi har det jo lidt med at komme lidt for baghjul, men på baggrund af Norges resultater under slutrunden har de måske en lille fordel. De har også haft lidt ekstra hvile. De har også slået Tyskland, og det var vel første gang i... 40 år var jeg ved at sige, at Tyskland taber en turneringskamp. Det er rigtig imponerende.

- Forhåbentligt bliver det udjævnet i forhold til nogle af de ting, som vi kan. Så vi kan snige os til at sige, at det er 55-45 i Norges favør, forklarer Kenneth Heiner-Møller med et lumsk smil.

Danmark er helt mirakuløst klar til semifinalen ved europamesterskaberne efter en dramatisk rutsjebane-turnering. Kun lodtrækningsheld og gode straffesparks-evner har sikret en plads blandt de sidste fire.

Danmark har faktisk ikke vundet en kamp efter ordinær spilletid ved slutrunden endnu. Tre uafgjorte og et nederlag er det blevet til. Det bekymrer dog ikke holdets anfører, Katrine Pedersen.

- Vi skal spille en semifinale torsdag, og det skal Norge også. Faktisk betyder det ikke så meget for os. Det er mest et spørgsmål for journalister. Vi glæder os til kampen, og det vil være rigtig fedt at vinde efter 90 minutter, men hvis den står uafgjort, tager vi hellere end gerne 120 minutter, og så mange straffespark det tager, siger den garvede veteran.

Dagens Gossip