Kvinde med barn i favnen hopper i døden fra lejlighed

En kvinde og et lille barn har torsdag aften mistet livet i Høje Taastrup vest for København.

Kvinden hoppede i døden med barnet i favnen fra en lejlighed, der ligger i boligområdet Taastrupgård, oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

- Der er to personer, der har mistet livet, og det er tragisk 'ad helvede' til, siger vagtchef Brian Munk til avisen.

- Den ene person har haft en alder, hvor man ikke har så meget at skulle have sagt, lyder det videre fra vagtchefen, som bekræfter, at den ene dræbte er et barn.

Brian Munk ønske dog ikke at oplyse om de to dræbtes tilhørsforhold.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skete tragedien lidt over klokken 21 torsdag aften.

- Selvom vi er næsten sikre på, at der er tale om et selvmord, så tager vi alle forholdsregler og efterforsker det til bunds, siger Brian Munk.

Politiets teknikere har siden tragedien arbejdet på stedet for at sikre spor og tale med vidner. Flere personer skulle have opholdt sig i lejligheden, hvor kvinden sprang fra.

En mand er ifølge Ekstra Bladet blevet ført væk i en sporsikringsdragt. Han har angiveligt været til stede i den pågældende lejlighed, men skulle ikke være mistænkt for en forbrydelse.

/ritzau/

Dagens Gossip