Kvinde med syg diabetiker-kæreste ringer 911: Politiet dræber manden

Skrevet af Sol Stoffregen

08/10/2013

Dagens topnyheder

I fredags blev en amerikansk familiefar, Jack Lamar Roberson, skudt og dræbt af politiet i sit hjem i Waycross Georgia. Inden da havde Robersons forlovede, Alcia Herron, ringet efter en ambulance, da hun frygtede, at Roberson havde taget en forkert dosis diabetesmedicin. I stedet dukkede politiet op og skød Roberson, ifølge Alcia Herron. 

Det rapporterer tv-stationen First Coast News.    

Politiet i Georgia har en helt anden opfattelse af sagen. De mener, at Roberson fægtede med to uidentificerede våben, muligvis knive, og opførte sig aggressivt. Samtidig oplyser politiet, at de blev orienteret om, at Roberson var selvmordstruet. 

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Da politiet skød og dræbte Roberson var hans mor, forlovede og 8-årige datter til stede. Begge kvinder er sikre på, at Roberson ikke var bevæbnet.

- Han havde ikke noget i hænderne på noget som helst tidspunkt, hverken før eller efter politiet kom. De kom bare ind og skød ham. Han sagde ikke noget, og politiet sagde ikke noget. Det var ligesom en stumfilm. Du kunne ikke høre noget, alt hvad du kunne høre, var pistolskudene, der gik af. Jeg så skudene gå ind i hans krop og ham falde om, sagde Robersons ulykkelige forlovede, Alcia Herron, til tv-stationen First Coast News.

Politiet i Georgia er ved at undersøge episoden, imens er de involverede betjente suspenderet.