Kvinde mistænkes for skud mod politiet i Istanbul

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

En kvinde bevæbnet med maskinpistol åbnede fredag eftermiddag ild mod politiet på Taksim-pladsen i den tyrkiske millionby Istanbul, rapporterer den tyrkiske tv-station NTV.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men flere af politiets køretøjer skal være beskadiget under angrebet.

Myndighederne har endnu ikke kommenteret episoden i det travle og befolkede forretningskvarter.

Tv-stationen meddeler, at kvinden efterlod sit våben på stedet og flygtede til fods.

Taksim-pladsen, som er en af byens travleste pladser, ligger midt i byen. Det er et sted, hvor både mange lokale og turister passerer dagligt.

Angrebet sker godt tre uger efter, at en selvmordsbomber detonerede sin sprængladning på et politikontor i det historiske kvarter Sultanahmet tæt ved Den Blå Moské.

En betjent blev dræbt og en anden såret i det angreb.

Den venstreorienterede gruppe Folkets Revolutionære Befrielsesfront tog skylden for angrebet i Sultanahmet, men gruppen har senere trukket dette tilbage.

Tidligere har kurdiske separatister og radikale islamister udført angreb i Istanbul.

/ritzau/Reuters