Kvinde: Naboer har trænet et egern til at ødelægge min have

Skrevet af Holger Madsen

03/03/2013

Dagens topnyheder

Det er den 78-årige Marion Webster, der ved retten i Birmingham har fået besked på at holde sig i ro de næste seks måneder, skriver Birmingham Mail.

Det lokale politi i den midtengelske by har modtaget mere end 40 klager over hende fra andre naboer, der mener hun er en pestilens.

Konkret mener de, at hun har ødelagt deres haver ved at rive blomster og andre planter op i deres haver.

Den ældre dame er selv et havemenneske, og hun har forklaret at det er naboerne, der har startet hele balladen.

Hun mener blandt andet, at en af naboerne har trænet et egern op, så det om natten kan hoppe ind i hendes have og lave ravage.

Hun er overbevist om, at dette særligt trænede egern har begået omfattende hærværk i hendes have.

Marion Webster, der i øvrigt har fået tilnavnet "naboen fra helvede", er også anklaget for at råbe højt efter forbipasserende uden grund.

Nu har en dommer i Birmingham så sagt stop, og forlangt at hun holder sig i ro det næste halve år.

Og glemmer alt om egern og alt muligt andet pjat.