Kvinde omkommet i svensk bybrand: 200 er evakueret

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

Brandvæsnet i den svenske by Eksjö nær Jönköping har fået kontrol over den brand, der tidligt søndag morgen kostede en 25-årig kvinde livet.

- Det er lykkes at stoppe spredningen. Branden er under kontrol, men slukningsarbejdet er ikke slut endnu, siger Mikael Karlsson, der er leder for myndighedernes indsats på stedet.

- Det er den største sammenhængende bygning i den gamle del af byen, der er gået ild i, siger Mikael Karlsson.

Byen - med flere fredede bygninger - består i stor udstrækning af træhuse, og branden har hele formiddagen bredt sig hurtigere, end det lokale brandvæsen kunne få kontrol over den.

Brandvæsnet har kæmpet med at få branden begrænset til den bygning, hvor ilden startede.

En 25-årig kvinde brændte inde i bygningen, hvor ilden startede. Kvinden blev kørt på hospitalet med svære røgskader, men der måtte personalet konstatere, at hendes liv ikke kunne reddes.

200 personer er evakueret, og et stort område i byen er spærret af.

Redningslederen har anmodet folk i området om at holde sig indendørs og lukke for vinduer, døre og ventilation.

Det vides endnu ikke, hvad der er skyld i branden, som opstod kort efter klokken seks søndag morgen. Mindst 60 brandmænd arbejdede ifølge TT på at tæmme flammerne, der har taget fat i den ældre del af byen.

Eksjö har en lang historie, der stammer tilbage fra middelalderen. Den ældre del af byen stammer fra 1568, mens dele af byen er bygget op igen i midten af 1600-tallet.

Derfor har byen også 56 bygninger, der er fredet. Kulturhistoriske eksperter vurderer overfor TT, at byen har en stor betydning.

- Der er sådan en hede, så ilden spreder sig hurtigt mellem træhusene. Det er alvorligt, sagde Markus Johansson, der er ejer af et hotel, nær huset der er brændt ned.

/ritzau/