Kvinde påkørt i Aalborg: Politiet efterlyser flugtbilist

Skrevet af admin

20/07/2015

Dagens topnyheder

Klokken 02.04 natten til mandag blev en kvindelig fodgænger ramt af en bil på Ved Stranden for enden af Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Hun blev væltet omkuld på kørebanen, hvorefter føreren af bilen forsvandt fra stedet mod vest mod Borgergade, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet efterlyser nu en ung mand på cirka 20 til 25 år, som kørte bilen.

Flere vidner overværede uheldet og oplyste efterfølgende bilens registreringsnummer til politiet. Det drejer sig om en sølvfarvet Seat Ibiza.

Det er ikke lykkedes politiet at få fat i ejeren, som aldersmæssigt svarer til føreren af bilen.

Flere patruljevogne blev sendt til ulykkesstedet, og det viste sig, at kvinden ikke var kommet alvorligt til skade. Hun blev kørt på skadestuen og er senere udskrevet.

Politiet er klar over, hvem ejeren af den sølvgrå Seat Ibiza er, og opfordrer ham til at kontakte Nordjyllands Politi eller henvende sig på politigården i Aalborg.

/ritzau/