Kvinde røvede kunde i bageri

Den 31-årige kvinde, der var maskeret med en strikhue, truede således en 41-årig kvindelig kunde med en stor kniv, som gerningskvinden holdt op mod halsen af den 41-årige. Bagerkunden udleverede sin pung, der indeholdt omkring 1.000 kroner i kontanter, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den maskerede kvinde flygtede fra stedet i en personbil, men personalet hos Torvebageren nåede dog at aflæse bilens registreringsnummer, og den viste sig at tilhøre gerningskvindens mor.

Fyns Politi iværksatte hurtigt en eftersøgning af køretøjet på »relevante adresser«. Dette førte dog ikke noget med sig, men klokken 11 blev bilen observeret på Astrupvej i det centrale Odense, og kvinden blev anholdt »uden dramatik«.

Efter røveriet havde kvinden angiveligt hentet en mandlig bekendt i Odense midtby, og han befandt sig også i bilen, hvor politiet også fandt kniven, strikhuen og bagerkundens pung samt en del af det kontante udbytte fra røveriet.

Både den 31-årige kvinde, der har erkendt røveriet, og hendes mandlige bekendte er blevet ført til Odense Politigård med henblik på videre efterforskning, og kvinden fremstilles søndag i grundlovsforhør, hvor politiet vil begære hende varetægtsfængslet.

Den 41-årige bagerkunde led ikke fysisk overlast under røveriet, men er chokeret over den voldsomme hændelse, oplyser politiet.

BNB

Dagens Gossip