Kvinde skal passe på pengene hos Microsoft

Verdens største softwarefirma får sin første kvindelige kassemester.

41-årige Amy Hood er blevet udpeget som afløser for koncernfinansdirektør Peter Klein, som forlader Microsoft med udgangen af juni efter blot lidt over tre år på posten.

Amy Hood var tidligere finansdirektør for Microsofts forretningsdivision og var med, da Microsoft i maj 2011 købte blandt andet det dansk-svenske internettelefoniprogram Skype for 8,5 milliarder dollars - softwaregigantens hidtil største opkøb. Skype anses for at være en nøglefunktion i Microsofts nuværende strategi.

Fjerde kvinde i toppen

Amy Hood bliver den fjerde kvinde i Microsofts topledelse, som har Steve Ballmer som øverste chef. Tami Reller og Julie Larson-Green sidder i Windows-divisionen, mens Lisa Brummel er koncernpersonalechef.

Men også uden for Microsoft rykker kvinderne op på toppposter i teknologiverdenen. Facebook har Sheryl Sandberg som daglig driftsleder, Yahoo har Marissa Mayer som topchef, mens Meg Whitman er i færd med at rydde op i Hewlett-Packard (HP) som topchef dér.

Amy Hood overtager pengekassen på et tidspunkt, hvor Microsoft kæmper intenst på mange fronter. Det nye Windows 8-styresystem tager ikke nær så godt fra, som Microsoft havde håbet, og på mobilfronten kæmper Microsoft sammen med især Nokia om at gøre Windows Phone populært.

Hos Microsoft siden 2002

Amy Hood kom til Microsoft i 2002 og har arbejdet i server- og værktøjsgruppen og siden med forretningsudvikling i forretningsdivisionen, som hun i 2010 overtog det økonomiske ansvar for. Hun har tidligere arbejdet hos investeringsbanken Goldman Sachs og har en MBA-uddannelse fra Harvard University.

Peter Klein har været hos Microsoft i 11 år men har de seneste 3½ år været koncernfinansdirektør.

 

Dagens Gossip