Kvinde stak mand i ben og ansigt

En 65-årig mand fra Holstebro er kommet til skade, efter at han natten til onsdag blev stukket med kniv i både ben og ansigt af en 43-årig kvinde.

Årsagen til knivstikkeriet er ukendt, og manden er indlagt på sygehuset, men er uden for livsfare.

- Det er sket i hans bolig på Kildevej. Vi fik anmeldelsen klokken 3.10, fortæller vagtchef Sune Espersen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der ellers er sparsom med at dele ud af oplysninger om episoden.

Manden og kvinden kender hinanden, men bor ikke på samme adresse. Politiet kan tidligt onsdag morgen ikke fortælle noget om motivet til overfaldet.

Politiet har tidligere stiftet bekendtskab med kvinden, som formentlig fremstilles i grundlovsforhør senere på dagen.

Der er ikke taget stilling til, om hun skal sigtes for kvalificeret vold eller forsøg på manddrab.

/ritzau/

Dagens Gossip