Kvinde stikker mand i skridtet, fordi han ikke vil hjælpe til derhjemme

Skrevet af Jesper Larsen

10/03/2016

Dagens topnyheder

En mand fra Rumænien blev tirsdag bragt på sygehuset med skader omkring sin, efter et skænderi fik hans kone til at stikke ham i skridtregionen. 

Det var angiveligt et skænderi om, hvorvidt den 40-årige Ionel Popa skulle hjælpe til med havearbejdet, der fik konen til at tage hårdhændede metoder i brug, skriver Independent.

Ifølge en af ambulanceredderne, bundede skænderiet i, at han ikke havde købt blomster til hende på Kvindernes Internationale Kampdag. 

- Han sagde til mine kollegaer, at hans kone var sur, fordi han ikke havde købt blomster til hende, forklarede ambulanceredderen til flere medier, og den forklaring bliver bakket op af borgmesteren i byen. 

- Som jeg forstår det, blev kvinden sur over, hun ikke havde fået blomster, og så skar hun ham i testiklerne, siger Aurel Turcu, der er borgmester i byen Dragomireşti, ifølge Independent. 

Men noget tyder på, de helt har misforstået det, for den vrede kone har en helt anden udlægning af, hvad der gjorde hende rasende. 

Det handlede om havearbejde og ikke blomster. 

- Det havde ikke noget med blomster at gøre. Han har aldrig i sit liv købt blomster til mig. Jeg bad ham om at hjælpe til med noget gravearbejde i haven. Jeg skulle kun have hjælp til at grave lidt, resten skulle jeg nok selv klare, siger Marinela Benea, der ikke benægter, at hun stak ham. 

- Han sagde, han ikke ville grave, fordi han er en mand, siger hun om sætningen, der fik hende til at se rødt. 

Da hun stak ud efter ham, var det for at se, 'hvor meget mand, han egentlig var', men hun erkender, det gik for vidt. Hun forsøgte at hjælpe ham med en forbinding, men han var rasende og smed hende ud af huset. 

Hun mener ikke, det er så stor en sag, men hun erkender, at hun 'kunne se ind til æggene'.

Den arbejdssky ægtemand skulle efter omstændighederne have det godt.