Kvinde stukket ned på Amager

En 41-årig kvinde er kørt på Rigshospitalet, efter at hun onsdag middag er stukket ned med en kniv på Tømmerupvej på Amager, oplyser Københavns Politi.

- Hun er blevet ramt af mindst fire knivstik på torsoen, et i halsen og flere gange på armene, fortæller chefen for afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Jens Møller, til Ritzau.

Efter det voldsomme overfald var kvinden i livsfare.

- Men den sidste melding fra hospitalet er, at hun nu er stabil og udenfor livsfare, siger Jens Møller.

Politiet har anholdt kvindens tidligere samlever på 61 år, der var flygtet fra gerningsstedet.

- Vi sigter ham for drabsforsøg, og han vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, siger Jens Møller.

/ritzau/

Dagens Gossip