Kvinde trækker voldtægtsforklaring tilbage

Skrevet af admin

30/04/2016

Mest læste i dag

Sydøstjyllands Politi fortæller, at en anmeldelse om voldtægt i Horsens fredag, ikke længere er gældende.

Fredag eftersøgte politiet vidner til en voldtægt af en 22-årig kvinde, der skulle være sket omkring klokken 03:30 på en parkeringsplads ved Rædersgade i den jyske by.

- Vi har arbejdet med sagen, og i forbindelse med en genafhøring af den forulempede, har vedkommende ændret forklaring.

- Det betyder, at der ikke længere er tale om en voldtægtsanklage, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Henrik Dam.

Sagen er dermed dog ikke slut.

- Vi skal selvfølgeligt til bunds i, hvad der er foregået. Så den eftersøgte mand vil blive afhørt i morgen. Om hvorvidt der vil blive rejst tiltale for falsk anklage ved vi endnu ikke, da det skal afgøres af en jurist, siger Henrik Dam.

Fredag fortalte kvinden, at hun var blevet voldtaget efter et besøg på natklubben "Mad American".

/ritzau/