Kvinde udsat for røveri på vej hjem fra arbejde

En 22-årig kvinde blev natten til lørdag udsat for et røveri på parkeringspladsen ved Kløvervej 15-19 i Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi til dagens.dk.

Kort efter klokken 1 var kvinden på vej hjem fra arbejde. Hun bemærkede en mand, der opførte sig mærkeligt og han fulgte efter hende.

Da hun omtrent var hjemme greb manden fat i hende, tog fat om halsen på hende og tvang hende ned på jorden. Herefter stjal han kvindens taske og løb fra stedet.

Den 22-årige kvinde alarmerede politiet og en hundepatrulje var i nærheden. Kort efter blev manden fundet og på sig havde han kvindens taske.

Der var tale om en 21-årig mand fra Kolding. Han blev anholdt og der blev desuden fundet 0,38 gram hash på ham.

Nu er han sigtet både for røveri og for besiddelse af euforiserende stoffer.

Dagens Gossip