Kvinde udsat for voldtægtsforsøg: Vidne fangede gerningsmand

En kvinde på 20 år blev natten til fredag muligvis forsøgt voldtaget på Frederiksberg i København. Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ritzau.

- Vi fik en anmeldelse klokken 03.51. Det var et vidne, som var opmærksom på, at der skete noget, der virkede som et overfald, og det var det også. Da han retter henvendelse, flygter nogle personer fra stedet, og han finder så en meget chokeret kvinde, siger Henrik Vedel.

Overfaldet skete ved Copenhagen Business School ved Solbjerg Plads i København, og politiet har fredag morgen to anholdte i sagen.

Den ene blev tilbageholdt af det vidne, der opdagede overfaldet.

- Det er simpelthen vidnet, der foretager en civil anholdelse af den pågældende, så det er et rigtig godt arbejde, han har gjort, siger efterforskningslederen.

Den anden person er blevet anholdt senere, og han skal nu afhøres om sin færden på det pågældende tidspunkt.

Kvinden blev fredag morgen bragt til undersøgelse på hospitalet.

Hun vil også blive afhørt af politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV