Kvindelig anti-apartheid-aktivist udfordrer ANC

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Den sydafrikanske opposition gør nu fælles front for at få vippet den dominerende Afrikanske Nationalkongres ANC fra magten i Sydafrika.

Anti-apartheid aktivisten Mamphela Ramphele stiller op som præsidentkandidat for Den Demokratiske Alliance (DA) og det nye parti Agang ved præsidentvalget senere i år.

Dermed får landets største oppositionsparti en respekteret politiker til at tage kampen op med det regerende ANC og den omstridte præsident Jacob Zuma.

Den 66-årige Ramphele, der er uddannet læge og tidligere direktør for Verdensbanken, er bredt respekteret i Sydafrikas overvejende sorte befolkning.

Hun var med til at danne Den Sorte Samvittighedsbevægelse, BCM, hvor hun mødte Steve Biko, som blev tæsket ihjel i politiets varetægt i 1977.

Men Mamphela Rampheles politiske parti Agang, som har eksisteret i et år, har måttet kæmpe hårdt for at vinde fodfæste i Sydafrikas politiske liv, selv om der er voksende utilfredshed med ANC i befolkningen.

Nu er hendes reformorienterede parti styrket gennem en fusion med DA i forbindelse med valget.

- Jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre præsidentkandidat ved dette afgørende valg, siger DA-lederen Helen Zille.

Ramphele er også en succesfuld forretningskvinde, der er blevet millionær i mineindustrien. Hun siger, at Sydafrika er på vej ind i en nye æra efter Nelson Mandelas død:

- Jeg tror, at det er bedst for Sydafrika, da vi er på vej mod rørte vande. Nelson Mandelas død har ændret meget for Sydafrika.

Iagttagere siger, at Ramphele er styrket med støtten fra DA, men at det vil næppe få stor betydning for udfaldet af præsident- og parlamentsvalget, der ventes at blive holdt i maj.

ANC fik næsten to tredjedele af stemmerne ved valget i 2009, og selv om partiet mister opbakning i lyset af en række korruptionsbeskyldninger, er der næppe tvivl om, at det vil få flertal i igen.

/ritzau/AFP