Kvindelig selvmordsbomber udløser blodbad i Nigeria

Skrevet af admin

22/11/2015

Dagens topnyheder

Otte mennesker er søndag blevet dræbt ved et selvmordsattentat i byen Maiduguri i det nordøstlige Nigeria.

Mohammed Kanar, en lokal koordinator fra hjælpetjenesten Nema, siger, at det var en kvinde, der begik attentatet.

Hun sprængte sig selv i luften blandt kvinder og børn, der var flygtet fra Dikwa omkring 90 kilometer væk for at undslippe den militante, islamistiske gruppe Boko Haram.

Maiduguri er gentagne gange blevet ramt af angreb og attentater, som netop Boko Haram har udført.

Det seneste attentat, der blev begået søndag morgen, understreger ifølge nyhedsbureauet AFP den trussel, som Boko Haram udgør.

Ifølge Mohammed Kanar var den kvindelige selvmordsbomber omkring 20 år.

- Kvinderne og børnene blev standset ved en kontrolpost, da attentatet blev begået, siger han.

Han tilføjer, at selvmordsbomberen var forklædt som en internt fordrevet person, så hun lignede sine ofre.

Oberst Sani Usman, talsmand for hæren, siger også, at otte personer blev dræbt, mens syv andre blev såret.

Attentatet kom dagen efter, at andre selvmordsbombere gik i døden.

Det skete i en landsby nær byen Fotokol i Cameroun nær grænsen til Nigeria.

Her sprængte i alt fire teenagepiger sig selv i luften. Fem mennesker blev deres dødsofre.

Boko Haram begyndte sin kamp for en selvstændig stærkt muslimsk stat i det nordøstlige Nigeria i 2009. Siden da er omkring 17.000 mennesker dræbt i forbindelse med det islamistiske oprør, og 2,6 millioner mennesker er tvunget på flugt.

FN siger, at indbyggertallet i byen Maiduguri er vokset til 2,6 millioner, fordi 1,6 millioner er flygtet til byen for at komme væk fra Boko Haram.

Den voldelige islamistiske gruppe har erklæret sig allieret med Islamisk Stat, der kontrollerer områder i Syrien og Irak.

/ritzau/AFP