Kvindelig taxichauffør fik tænderne slået løs af kunde

Skrevet af Ann Katrine Warren

03/03/2013

Dagens topnyheder

En ung mand overfaldt i nat en taxichauffør i Esbjerg, da han ikke kunne betale for sin tur i hyrevognen.

Kunden ville sættes af på Gl. Vardevej i Esbjerg, og da han ikke havde penge nok, ville han give chaufføren nogle personlige effekter, som garanti for betalingen.

- Men pludselig giver han chaufføren et knytnæveslag i ansigtet og stikker af. Chaufføren fik skader i ansigtet og løse tænder, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen, til Dagens.dk.

Kunden beskrives som dansk, cirka 20 år gammel og cirka 180 centimeter høj. Han var iført kort sort jakke, rød trøje, blå jeans og blå kasket.

Politiet vil gerne høre fra vidner i sagen eller folk, der kan vide, hvem gerningsmanden er.