Kvindelige gæster lurer i dine toiletskabe

Føler du dig fristet af lige at tage et smugkig i toiletskabet, når du er ude som gæst?

Så er du ikke alene.

I en rundspørge, som analysebureauet Wilke har lavet for Newspaq, svarer 13 procent, at de falder for fristelsen.

Selvom tallet umiddelbart kan lyde lavt, overrasker det livsstilsekspert, Anne Glad.

- Jeg synes, at 13 procent lyder højt for en i virkeligheden grænseoverskridende handling, siger hun til Newspaq.

- Specielt i de her tider, hvor vi i forvejen kan se alt om hinanden på de sociale medier. At man så stadigvæk har behov for at grave dybere og gå i skuffer og skabe, er voldsomt, siger hun.

Ifølge Anne Glad bunder vanen i den nysgerrighed, vi som mennesker altid har været drevet af. Og netop de sociale medier har vænnet os til, at vi ved alt om folk.

Ud af undersøgelsens samlede antal skabslurere er godt en tredjedel kvinder i alderen 18 til 29 år. Og for netop denne gruppe er det typisk at tage let på begrebet 'privatliv'.

- Den transparens, vi lige nu oplever på de sociale medier, den dyrker de yngre kvinder fuldt ud. Der er ikke noget, der er hemmeligt længere. De tager billeder af sig selv i alverdens situationer og fortæller stort og småt om, hvad de gør, siger Anne Glad og forklarer:

- Derfor forventer de måske også, at den samme transparens findes i den fysiske verden. Så der ikke er nogen grænser for, hvor langt man kan gå med nysgerrigheden, siger hun.

For den ældre generation går grænsen dog langt før.

- For de ældre vil det være fuldstændig utænkeligt, og en udannet og krænkende handling, mens den yngre generation vil være mere tilbøjelig til at dele hvad som helst med vennerne, siger Anne Glad.

Undersøgelsen er baseret på interviews med 638 respondenter, fordelt repræsentativt blandt danskere over 18 år.

13,3 procent svarer ja til, at de kigger i toiletskabet, når de er ude som gæst. 23 procent af disse gør det ofte.

29,9 procent af det samlede antal med hang til skabskiggeri er kvinder i alderen 18 til 29 år.

 

Dagens Gossip