Kvinder anholdt for at rekruttere koner til Boko Haram

Myndighederne i Nigeria har anholdt tre kvinder, som i al hemmelighed har rekrutteret medlemmer til den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram. Det skriver CNN.

- Den anholdte trio er mistænkt for at lokke kvinder, især enker og unge piger, med mandlige bejlere, som hovedsageligt er medlemmer af deres terrorgruppe, til ægteskab, siger Onyema Nwachukwu fra Nigerias forsvarsministerium ifølge CNN.

De tre kvinder blev anholdt, da de var på vej til byen Madagali i det nordøstlige Nigeria.

Ifølge ministeriet har en af kvinderne været gift med et Boko Haram-medlem, som blev dræbt af landets militær. Men hun fortsatte med at arbejde sammen med de militante islamister, og hun er nu specialiseret i at hverve nye medlemmer i smug, skriver CNN.

Boko Haram har terroriseret det nordlige Nigeria i flere år - særligt i staten Borno. Tusindvis er blevet slået ihjel, og adskillige har taget flugten fra de voldsplagede områder.

I april bortførte Boko Haram-militante flere end 200 skolepiger i byen Chibok. Størstedelen af pigerne er stadig forsvundet.

Nigerias regering og hær siger, at de gør alt, hvad der er muligt for at få befriet skolepigerne, og at de ved, hvor de bliver holdt fanget. En udveksling med militante fanger er dog hidtil blevet udelukket af myndighederne.

Boko Haram kæmper for en islamistisk stat i det nordlige Nigeria, og oprørsgruppen er uden sammenligning den største sikkerhedstrussel mod Afrikas største økonomi og største olieproducent.

Den ekstreme vold overskygger alle regeringens bestræbelser på at lokke udenlandske investorer til Nigeria, der har muligheden for at blive en økonomisk gigant på det afrikanske kontinent.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV