Kvinder betaler mere end mænd for de samme produkter

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Hvis en shampoo har én udgave til mænd og en anden til kvinder, så er prisen ofte højere på shampooen til kvinden.

Det viser en undersøgelse udgivet af New York City Departement of Consumer Affairs ifølge CNN.

8. marts er kvindernes kampdag, og selv om ligestillingen er nået langt, viser undersøgelsen, at blandt 800 undersøgte produkter betaler kvinder i 42 procent af tilfældene mere end mænd for det samme produkt.

Hårprodukter til kvinder koster gennemsnitligt næsten 50 procent så meget som shampoo til mænd. Skrabere til kvinder er gennemsnitligt 11 procent dyrere, og jeans er ti procent dyrere, viser undersøgelsen.

Advokat Michael Cone, som har hjulpet med at lave undersøgelsen, er overbevist om, at der er tale om forskelsbehandling.

- Det er muligheden for at forskelsbehandle, som folk har benyttet sig af i mange, mange år, siger han til CNN.

Lederen af the Retail Council of New York State, Ted Potrikus, siger dog, at det ikke er forhandlerens skyld, hvis der er forskelsbehandling.

- Der er mere til en pris, end hvad du ser på prismærket, siger han.

Selv om produkterne tilsyneladende kun varierer i farven, kan der være flere faktorer, der spiller ind. Man kan for eksempel ikke vide, hvilke priser fabrikanten giver til forhandleren, forklarer Michael Cone.

Dilemmaet med kvinder, der betaler mere end mænd for de samme produkter, er blevet diskuteret i det britiske parlament i februar, hvor et af medlemmerne kaldte det "udnyttelse".

- Kvinder bliver betalt mindre og forventes at bruge flere penge på produkter end mænd. De bliver opkrævet mere blot for at være kvinder, sagde Paula Sherrif fra partiet Labour under debatten.

Undersøgelsens resultater peger på, at kvinder igennem deres liv betaler flere tusinde dollar mere for de samme produkter, end mænd gør.

/ritzau/