Kvinder betaler mere i pension af deres løn end mænd

Skrevet af admin

26/11/2013

Mest læste i dag

Selv om kvinder procentvis indbetaler en større del af deres løn til pension end mænd, så halter de alligevel bagefter. For kvinder tjener mindre end mænd. Og det betyder, at mænd i snit indbetaler 10.400 kroner mere om året end kvinder.

Men forbrugerøkonom i Sydbank Camilla Skovsbo Erichsen skriver i en analyse om pensionsindbetalinger, at det ikke er et problem, at kvinder indbetaler mindre til pension i kroner/øre.

- En tommelfingerregel siger, at man som pensionist gerne skal have en indkomst svarende til omkring 75 procent af den indkomst man havde mens man var i arbejde, skriver forbrugerøkonomen.

- Det giver derfor god mening at sammenligne indbetalingsprocenter i stedet for det krone/øre-beløb den enkelte indbetaler til pension.

Det er ofte kvinder, der arbejder på deltid og er på barsel. Og det kan påvirke opsparingen til alderdommen.

Et deltidsarbejde vil alt andet lige betyde lavere pensionsopsparing end ved tilsvarende fuldtidsstillinger. Samtidig vil barsel og orlov betyde, at man tjener færre penge, og dermed er indbetalingerne til pension også mindre.

- Derudover skal kvinder være opmærksomme på, at de generelt lever længere end mænd. Derfor bør kvinder være særlig opmærksom på, hvor lang tid opsparingen rækker, og hvilke rammer der er sat op, hvis ægtefællen dør, skriver forbrugerøkonomen.

En 60-årig kvinde kan i dag kan se frem til at blive cirka tre år ældre end en jævnaldrende mand. For en kvinde på 20 år er den forventede levetid cirka fire år længere end for en mand.

- Uanset om man er mand eller kvinde er det en god idé, at gå sin pensionsopsparing efter i sømmene og sikre, at rammerne er sat tilfredsstillende op, siger Camilla Skovsbo Erichsen.

Hun understreger, at man løbende bør gennemgå sin pension.

/ritzau/