Kvinder flytter sjældnere tilbage til voldelige mænd

Ifølge rapporten »Årsstatistik 2012 - Kvinder og børn på krisecenter«, som er blevet offentliggjort fredag, er kun 12 procent af kvinderne vendt tilbage til de voldelige samlevere efter at have været på krisecenter. I 2006 var det 24 procent.

Det har været en pligt i kommunerne at tilbyde familierådgiving til kvinder med børn, som flygter fra vold i hjemmet, siden 2008. Og det har medvirket til, at statistikken ser markant bedre ud i dag, konkluderer social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) i en pressemeddelelse.

»Det er en meget positiv udvikling, vi ser i de nye tal. At leve med vold er traumatiserende - uanset om den er fysisk eller psykisk – og det rammer både kvinderne og deres børn. Derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe voldsramte kvinder til en tilværelse uden vold, og jeg er overbevist om, at familierådgivning er med til at gøre en forskel her,« siger hun.

En forsøgsordning gør det muligt for voldsramte kvinder at få samtaler med en psykolog, mens de opholder sig på krisecentret. Blandt andet er formålet med psykologsamtalerne at hjælpe kvinderne til nuancerede overvejelser omkring at undgå at blive udsat for partnervold fremover. Forsøget løber godt et år endnu.

Sidste år flyttede omkring 2.000 kvinder og samme antal børn ind på et kvindekrisecenter.

Dagens Gossip