Kvinder fundet i live efter mange år i fangenskab

Anklagerne mod de tre mænd vil blive offentliggjort i løbet af de næste 36 timer, oplyser politiet i Cleveland, hvor de tre tilfangetagne kvinder blev fundet.

Det lykkedes for en af kvinderne at ringe efter hjælp, da hun var sluppet ud af huset, hvor hun og de andre kvinder blev holdt fanget.

»Hjælp mig, jeg er Amanda Berry,« siger en oprevet kvindestemme på den optagelse, som politiet har offentliggjort mandag.

»Jeg er blevet kidnappet og har været væk i 10 år. Jeg er her, og jeg er fri nu,« siger hun på optagelsen.

Amanda Berry havde ifølge naboer en datter på fire-fem år med sig, da hun ringede efter hjælp, og der blev set flere børn inde i huset.

De tre bortførte kvinder Gina DeJesus, Amanda Berry og Michele Knight har det ifølge politichef Keith Sulver efter omstændighederne godt.

»De har det alle godt. De taler og er opmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Vi er bare meget glade for, at de har det godt,« siger Keith Sulver.

Naboer fortæller, at der blev hørt skrig fra huset, og at de sparkede døren ind for at hjælpe kvinderne ud.

En nabo fortæller, at de tre kvinder så underernærede ud, da de forlod huset.

»De så ud, som om de ikke havde fået mad i lang tid... De var meget tynde, da de kom ud af huset.«

Amanda Berry forsvandt dagen før sin 17-års fødselsdag i 2003. Hun havde ringet til sin søster for at sige, at hun fik et lift på vej hjem fra jobbet på Burger King.

Et år senere forsvandt 14-årige Gina DeJesus på vej hjem fra skole.

Michelle Knight var 21, da hun forsvandt og blev sidst set, da hun forlod sit hjem 23. august 2002.

Clevelands borgmester Frank G. Jackson var hurtig til at kommentere på nyheden.

»Jeg er taknemmelig for, at Amanda Berry, Gina DeJesus and Michelle Knight er blevet fundet i live. Vi har mange ubesvarede spørgsmål og må vente på efterforskningen,« siger borgmesteren.

Dagens Gossip