To kvinder skal kæmpe om britisk premierministerpost

Skrevet af admin

07/07/2016

Dagens topnyheder

Det bliver indenrigsminister Theresa May eller energiminister Andrea Leadsom, der skal efterfølge David Cameron som konservativ partiformand og britisk premierminister.

Det står klart, efter at justitsminister Michael Gove blev stemt ud ved torsdagens afstemning blandt partiets parlamentsmedlemmer.

May fik opbakning fra 199 af sine kolleger, mens Leadsom blev nummer to med 84 stemmer.

Gove fik 46 stemmer og er dermed ude af formandsvalgkampen.

I lighed med Leadsom anbefalede Gove de britiske vælgere at stemme nej til fortsat britisk EU-medlemskab ved folkeafstemningen i sidste måned.

Theresa May mener ligesom den afgående premierminister Cameron, at Storbritannien fortsat burde være medlem af EU.

Det var resultatet af folkeafstemningen den 23. juni, hvor 52 procent af briterne stemte nej til fortsat EU-medlemskab, der fik Cameron til at meddele sin afgang.

Nu er det op til samtlige partiets cirka 150.000 medlemmer at afgøre ved den sidste og afgørende afstemning, hvem af de to kvinder der skal være Camerons efterfølger, når han træder tilbage senere i år.

På forhånd betragtes Theresa May som favorit. Den ny leder bliver først præsenteret 9. september.

Medmindre der udskrives nyvalg, ventes den ny konservative leder automatisk at indtage premierministerboligen i Downing Street nummer 10, når David Cameron rykker ud.

/ritzau/