Kvinderne står på sidelinjen i investeringskampen

Skrevet af admin

08/03/2014

Mest læste i dag

Når mellemregningerne i ligestillingskampen skal gøres op på Kvindernes Internationale Kampdag, lørdag - den 114 af slagsen - ser det faktisk ganske fornuftigt ud.

Kvinder er der flest af på de videregående uddannelser. De har gode job, styrer familiens daglige forbrug med jernhånd og regerer både på Amalienborg og Christiansborg.

Men når talen falder på ting som at få opsparingen til at yngle, så er kvinderne stadig håbløst bagud. Finansmarkederne er stadig domineret af mænd, og det er med til at øge den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder.

- Mens kvinderne har bedre styr på opsparingen til den uforudsete regning end mændene, så er kvindernes investerede formue mindre end mændenes, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

- Kvinderne er mindre aktive investorer, og de er overforsigtige med deres investering, lyder det fra forbrugerøkonomen.

En undersøgelse fra Investeringsforeningsrådet (IFR) viser, at den typiske mandlige investor ejer investeringsfonde for 514.000 kroner. Den typiske kvindelige investor ejer investeringsfonde for 393.000 kroner.

Og hos Dansk Aktionærforening er det kun en ud af fem medlemmer, der er kvinde. Kvinder, der investerer, foretrækker i høj grad obligationer frem for aktier og snyder dermed sig selv for afkast.

- Når kvindernes investerede formue er markant mindre end mændenes, når de er mindre aktive som investorer og i højere grad vælger investeringer med lav risiko, er det med til at øge den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder, siger forbrugerøkonomen.

Ifølge undersøgelsen vælger seks ud af 10 kvinder at investere i obligationer. Og det betyder, at deres investerede opsparing giver et betydeligt ringere afkast.

Sidste år gav obligationer kun meget beskedne afkast, mens aktier gave tocifrede afkast, og dermed voksede mændenes investerede formuer betydeligt mere end kvindernes.

/ritzau/