Kvindernes Kampdag: Fra husmødre til selvstændige på 140 år

I morgen er der særligt fokus på kvinders rolle i samfundet, når Kvindernes Internationale Kampdag markeres. Og der er bestemt sket meget, siden dagen først blev indstiftet i 1910.

Et blik tilbage på Feminas 140 års udgivelser viser en markant udvikling i dansk kvindeliv mod den ligestilling, vi oplever i dag.

I 1915, hvor kvinder fik valgret, fokuserede bladet fortsat meget på kvindens huslige sysler, som hvordan man lægger svin i lage, så det kan holde sig i et år. I 2011 derimod er den første kvinde blevet statsminister i Danmark, og kvinderne har for alvor fået alle muligheder for magten i samfundet.

- Moderne kvinder i dag er frigjorte og familiemennesker – og det meste derimellem. Udviklingen gennem de sidste 140 år har nemlig gjort det muligt at være meget mere end den forholdsvis begrænsede rolle, de fleste kvinder blev skubbet ind i frem til 50’erne, hvor kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, siger Camilla Kjems, chefredaktør på Femina.

Dette skifte ses tydeligt i bladet, der i 1941 skrev om gode råd til, hvordan man lykkes med at blive gift, og hvem der bliver gode ægtemænd. Målgruppen var husmødre, hvilket også ses i annoncen for Snevit-vaskepulver fra 1958, hvor en ægtemand beklager sig over, ”min kone kalder mig tyran, fordi jeg vil ha' snehvide skjorter”.

En stor udvikling har fulgt. I 1963 rapporterer Femina om en ny ”anti-svangerskabspille” op til, at p-pillerne kom til salg i danske apoteker i 1966, og i 1974 har frigørelsen gjort sit indtog, og Femina skriver både om kvinders seksuelle fantasier og konsekvenserne af den frie kærlighed.

I 1997 handler det derimod om, hvordan man som kvinde får sin vilje, og i 2013 kan Femina portrættere både Danmarks første kvindelige statsminister og kvinden, der aktivt valgte prostitution som levevej.

- Udviklingen i dansk kvindeliv har også afspejlet sig i Femina, der i begyndelsen handlede om håndarbejde og husmodersysler, men i dag favner en bred vifte af de ting, kvinder i dag er og interesserer sig for. For eksempel alt fra, hvad vi konkret skal spise i aften til, hvordan det står til med kvindelivet hos os selv, andre danske kvinder og kvinder verden over, siger chefredaktør Camilla Kjems.

Fakta: Fra 1874 til 2014

•Da Femina kom på gaden for første gang i 1874 under navnet Nordisk Mønster-Tidende, var det altså før brysteholderen og valgret, før kondomet, den fri abort og sågar før uddannelse til kvinder.

•Kvinders seksualitet var desuden ikke til at finde i det offentlige rum – slet ikke i et ugeblad – tilbage i 1874. I dag er der derimod artikler om bedre sexliv og orgasmeguider. Faktisk hører orgasmebegrebet til det 20. århundrede. Og mens sex før ægteskabet for kvinder var foragtet for 140 år siden, er den seksuelle debutalder 16 år for langt de fleste danske kvinder.

•Råd til mad og opskrifter har været skiftende. I 1942 skriver Femina om retter tilberedt i høkasser, og i 1974 bragte Femina artiklen ”Spis Dem sund i brød” – et råd, der ikke var gået i dag.

•Når man sammenligner kvindelivet i 1874 med i dag, kan man se, at gennemsnitsalderen for fødende kvinder er stort set den samme. Den gennemsnitlige fødealder var for eksempel 30,82 år i perioden 1880-1884*. I dag er gennemsnitsalderen 30,7 år.

•Da Femina udkom var den gennemsnitlige alder for brude 27-28 år. I dag, 140 år efter, er kvinder 32,4 år, når de bliver gift første gang. I 1874 blev 0,4 procent skilt, i dag bliver 42,7 procent skilt.

•Gennem de 140 år har Femina haft 12 forskellige chefredaktører – heraf syv mænd.

Dagens Gossip