Kvist: EM-billet vil blive en anderledes fornemmelse

Hvis det danske fodboldlandshold skal direkte til EM-slutrunden i Frankrig næste sommer, kræver det, at Albanien ikke vinder på udebane over Armenien søndag aften.

Efter torsdagens 0-1-nederlag ude til Portugal skal Kvist og resten af holdet satse på albansk pointtab for at få en direkte EM-billet som toer i gruppe I.

Alternativt kan Danmark gå videre som bedste treer på tværs af de ni grupper, men det er yderst usikkert på nuværende tidspunkt.

Danskerne holder derfor med Armenien, men det var langt fra den måde, William Kvist havde skrevet drejebogen i EM-kvalifikationen.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi ikke selv kan afgøre det. Jeg kan huske følelsen, da vi eksempelvis slog Portugal i Parken og kvalificerede os til en slutrunde den vej igennem.

- Det her vil blive en lidt anderledes fornemmelse, hvis vi klokken 20 søndag tænker: Yes, vi klarede det, fordi der var nogle andre, der tabte eller ikke vandt, siger Kvist.

FC Københavns midtbanespiller henviser til 2-1-sejren hjemme over Portugal i oktober 2011, som var med til at skaffe holdet til EM i 2012 i Polen og Ukraine.

Nu skal danskerne som oversiddere i sidste runde krydse fingre for albanske gummiben. Og det er ikke ligefrem et ønskescenarium.

- Det har noget med stolthed at gøre. Vi havde ikke ligefrem ønsket, at vi i den sidste kamp nu skal håbe på, at Albanien får et dårligt resultat, siger Kvist.

Danmark har ikke scoret i de seneste tre landskampe, men Kvist gider ikke skyde skylden på angriberne. For det er hele holdet, som har fejlet.

- Der har været en tendens, hvor vi nogle gange har været lidt ærgerlige over, at vi har haft meget boldbesiddelse på modstandernes banehalvdel, men den sidste magi og skarphed har manglet.

- Det har måske været lidt kendetegnende for os, erkender Kvist.

Danmark skal søndag aften spille venskabskamp mod Frankrig. Den spilles klokken 20.45.

En time tidligere ved danskerne, om de skal direkte til EM eller spille to afgørende playoff-kampe om at nå slutrunden.

/ritzau/

Dagens Gossip