Kvist lurer på en overraskelse på Old Trafford

William Kvist og Fulham tumler rundt på sidstepladsen i Premier League, og med jumboplaceringen i baghovedet er der ikke meget, der tyder på, at der venter point om hjørnet, når holdet i eftermiddag møder Manchester United på Old Trafford.

Men selv om Kvist kun har tilbragt den seneste uge i engelsk fodbold, er det ikke gået hans næse forbi, at United helt usædvanligt har tabt fire gange på hjemmebane allerede.

- Andre hold har i denne sæson vist, at det er muligt at få point på Old Trafford. Selvfølgelig giver det os lidt tro på tingene, men vi skal fokusere på os selv, siger William Kvist ifølge Sky Sports.

Den danske midtbanespiller er blevet lejet for resten af sæsonen i Stuttgart, og han skal forsøge at skabe balance på et hold, der har tabt fire gange i træk og har lukket 18 mål ind i de seneste seks kampe.

- Det er ikke specielt godt i øjeblikket, og det er vi alle sammen godt klar over, siger William Kvist.

Han peger dog på, at Fulham råder over en række rutinerede spillere og endnu mangler at give debut til forsvareren Johnny Heitinga og angriberen Kostas Mitroglu.

- Der er faktisk meget kvalitet i truppen, og når vi får flere nye folk ind på holdet, vil det give os ny energi og tro på, at vi kan klare det.

- Det kan ikke blive værre, end det er for øjeblikket, og vi har 14 kampe tilbage. Der er mange point på spil, siger William Kvist.

Fulham gæster Manchester United i eftermiddag klokken 17.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV