Kvist om tysk træner: Ringeste niveau jeg har oplevet

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsspiller William Kvist oplevede et uforløst forår i Premier League-klubben Fulham, med hvem han rykkede ud i den forgangne sæson.

Udlejet fra bundesligaklubben Stuttgart spillede Kvist sig på holdet under træneren René Meulensteen, men da hollænderen blev fyret og erstattet med tyskeren Felix Magath, røg den danske midtbanespiller på bænken.

Nu kritiserer Kvist tyskeren for manglende kompetencer som træner.

- En leder bør beskytte, motivere og støtte sine medarbejdere; i stedet skabte Magath frygt, stress og usikkerhed. Hans faglige kunnen og mandskabspleje er på det ringeste niveau, jeg har oplevet, siger William Kvist til Børsen.

Han fortæller om ustrukturerede forhold under Magath og nævner som eksempel, at en holdkammerat fik lov til at bestemme træningens indhold dagen før en vigtig kamp, fordi han havde fødselsdag.

- Normalt får man som spiller et ugeskema, men vi vidste aldrig, hvad vi skulle træne, når vi kom om morgenen, og vi vidste aldrig, om vi skulle starte inde næste kamp. Vi øvede heller ikke taktikken op til en kamp, fortæller Kvist.

Han er nu tilbage i Stuttgart. Perioden i Fulham ønsker han ikke at være foruden i dag, da han som observatør fik "en ekstremt interessant oplevelse". Men frustrationen var stor under forløbet i London-klubben.

- Jeg kunne mærke modviljen vokse i mig dag for dag, og havde jeg ikke haft en kontrakt, jeg skulle leve op til. havde jeg sagt op med en dags varsel. Ingen fortjener en chef som Magath, siger William Kvist.

Danskeren fik en enkelt halvsæson i Fulham.

/ritzau/