Kvist ramt på stoltheden

Og da vi spørger, hvilken proces, han nu er gået ind i, svarer han beredvilligt, at det er en form for udviklingsproces, fordi han måske en gang i fremtiden kan få brug for erfaringen som udskiftningsspiller. På den måde lever han op til klichéen om sig selv. Det eneste, der sådan set er forskelligt fra normalen, er, at William Kvist ikke har spillet regelmæssig fodbold i lang tid.

- Labadia syntes åbenbart ikke, det var nok, at jeg scorede med venstreben i sidste træningskamp, hvor vi så godt nok vandt 10-0, joker han først, men bliver så seriøs.

- Det er jo ikke optimalt eller holdbart i længden. Det er der ikke tvivl om. Usikkerheden om fremtiden er jo steget. Det må jeg konstatere. Meget kan ske her til sommer. Jeg er ikke bygget til at sidde på bænken. Det er ikke min mentalitet, siger William Kvist.

- Det er ikke en sjov fase. Det rammer en på stoltheden at sidde på bænken. Det er da ikke sjovt. Det tror jeg, de fleste vil sige, erkender William Kvist.

Han har talt med både træneren og sportschef Fredi Bobic, og selvom han ikke vil ud med, hvad de har diskuteret, tyder det meste på, at parterne skilles til sommer. Også selvom han ikke har lagt sig fast endnu.

- Jeg har ikke gjort mig de store tanker endnu. Det vil jeg vente med til efter landskampene, siger han.

Som vi kender William Kvist, er han spilleren, der benytter sig af en personlig coach, fører dagbog over sine præstationer og selvhypnotiserer sig inden kamp, og naturligvis skal han også vide, hvad der er gået galt i denne sæson.

- Grundlæggende har jeg for en gangs skyld ikke taget de skridt, jeg normalt altid tager. Jeg spillede 30 kampe i træk i efteråret inklusiv landskampe, men får så ikke opstarten med på grund af min fodskade og spiller ikke de to første kampe i foråret, fordi jeg lige skal tilbage, og da jeg kommer tilbage, kommer skaden lidt igen. På det tidspunkt rammer hverken jeg eller vores hold topformen, siger William Kvist.

Tror du, det er på grund af skaderne, eller er du nået dertil, hvor der ikke er så meget mere at hente, at du ikke har udviklet dig, som du plejer?

- Det er et godt spørgsmål. Umiddelbart siger jeg, at det er skaderne. Det er min egen forklaring, men jeg kan konstatere, at jeg ikke har kunnet lægge mere på i år desværre.

Du har ikke udviklet dig offensivt, sådan som træneren gerne ville have?

- Ja, præcis. Uden at have lavet den store forkromede analyse, så kan jeg umiddelbart se, at jeg har løbet mange defensive meter, og at jeg har tænkt mere med min danske mentalitet og villet forsvare som fællesskab, hvor den måde, vi har forsvaret på i Stuttgart har været mand til mand, og det har kostet i den anden ende.

Skaderne og en karantænedag betød, at træner Bruno Labadia i løbet af foråret flyttede Arthur Boka op fra venstre back til den centrale midtbaneposition, og det viste sig at klikke præcis, som han havde håbet på.

- Han har også gjort det godt siden, og han har scoret nogle mål. Det kan lyde dumt, at en venstre back går ind og spiller der, men træneren har sagt, at han aldrig har set ham som venstre back, og jeg må bare erkende, at han har spillet godt, siger William Kvist.

Selvom han ikke vil udelukke noget, ligger det i kortene, at han bliver i Bundesligaen, og det virker ikke som løsningen af vende hjem til FC København trods sikkert spilletid i Champions League.

- Jeg har bevist, at jeg godt kan være med, og at jeg kan være en profil i Bundesligaen, og jeg har stadig planer om at lege med de bedste, som han siger.

Dagens Gossip