Kvists klub i pokalfinalen mod Bayern

Hvorvidt William Kvist så kommer med i slutkampen i Berlin, er til gengæld et åbent spørgsmål. Den danske landsholdsspiller har mistet sin plads i startopstillingen hos VfB Stuttgart, og han måtte også i onsdagens opgør tage plads på bænken.

Derfra kunne han se holdkammeraten Arthur Boka bringe hjemmeholdet foran efter små ti minutters spil, da han behandlede et fladt indlæg fra Ibrahima Traoré efter fortjeneste.

Men fem minutter senere var der balance i regnskabet, da Jan Rosenthal scorede til 1-1 på et glimrende kontra-angreb, hvor han kom alene med Sven Ulreich og afsluttede med at passere Stuttgart-målmanden.

Efter en lille halv time kom hjemmeholdet dog igen foran. Denne gang var det østrigeren Martin Harnik, der stod for scoringen, som var et hovedstødsmål efter en lettere kaotisk situation i straffesparksfeltet.

Der blev ikke scoret yderligere, og dermed ender turneringen altså med finale mellem VfB Stuttgart og Bayern München, som tirsdag vandt med hele 6-1 over VfL Wolfsburg.

Bayern München har vundet pokalturneringen flest gange af alle - 15. Sidste triumf var i 2010.

VfB Stuttgart har vundet turneringen tre gange. Sidste gang var i 1997.

Dagens Gossip