Kvitteringer bruges som bevis i PKK-sagen

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Tal fundet i en Mayland-kalender, notesblokke og kvitteringer bliver nøje gennemgået i straffesagen om påstået millionstøtte til den kurdiske oprørsbevægelse PKK, som står på terrorlisterne.

En vognmand fra København anklages for at have formidlet ikke mindre end 140 millioner kroner, og tirsdag er han i nævningesagen i Københavns Byret blevet afhørt om tingene, som blev fundet i en slidt taske.

"Indkrævningstasken," er politiets betegnelse, og i dens rum lå for eksempel en kvitteringsblok med påskriften "For Kurdistans frihed og demokrati."

- Det er frivillige bidrag til generelle behov, forklarer den 52-årige vognmand.

På blokken står også CDK, men den tiltalte kender ikke rigtigt organisationen. Og det får en af anklagerne til at undre sig:

- Du udsteder kvitteringer for indsamling til noget, du ikke ved ret meget om?

- Jeg ved, at det har med det kurdiske problem at gøre, det er det essentielle, lyder svaret.

På en anden kvitteringsblok står der "Modstand og oprør for Kurdistans frihed."

De 2000 kroner, der er givet til dette formål, skulle hjælpe kurdere i nød i Syrien, forklarer vognmanden.

- Hvem fik så pengene, spørger anklageren.

- Dem tog politiet ved anholdelsen, svarer den tiltalte, hvilket får smilene frem blandt mandens kammerater.

Kalenderbladene viser angiveligt, at bestemte mænd har haft ansvaret for at indsamle penge i bestemte områder.

Den 52-årige har således haft Københavns centrum under sig, fremgår det.

Ifølge anklagerne skal han have haft en central rolle i at skaffe millioner af kroner til PKK, som står på terrorlisterne.

Han nægter sig skyldig. Det er rigtigt, at han har proppet store kontantbeløb i Danske Banks døgnboks og indsat disse på ROJ TV's støttekonto.

Men det skete kun frem til det tidspunkt, da Københavns Byret fastslog, at ROJ reelt var et redskab for PKK, har han sagt.

Retssagen blev indledt i september sidste år. Om kort tid skal de første vidner afgive forklaring. Dommen ventes til efteråret.

/ritzau/