Kylling-boss trækker statsministeren ind i cykelkrig

Så støbes der nye kugler i krigsførelsen mellem cykelholdet Christina Watches-Onfone og Danmarks Cykle Union. Direktøren for Michael Rasmussens cykelhold, Claus Hembo, trækker nu statsministeren ind i spillet om en udtagelse til Post Danmark Rundt.

Først var beskeden, at holdet slet og ret lukker, hvis ikke det bliver inviteret til Post Danmark Rundt af DCU-direktør Jesper Worre. Udtalelsen fra direktør Claus Hembo lignede et forsøg på at presse arrangørerne til at stikke holdet en invitation til det største hjemlige cykelløb.

Nu forsøger Claus Hembo og Co. så på ny at overbevise løbsdirektør, Jesper Worre, fra DCU om holdes berettigelse i Post Danmark Rundt. Denne gang skal statsminister Helle Thorning-Schmidt, udenrigsminister Villy Søvndal, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr og en kinesisk handelsdelegation agere trækplaster.

Claus Hembo skriver således i en pressemeddelelse på holdets hjemmeside, at arrangørerne af Tour of China samt deres handelsdelegation besøger Christina Watches-Onfone under Post Danmark Rundt. Altså invitationer til et cykelløb, som holdet endnu ikke er garanteret deltagelse i.

Cykelholdet skabte den gode forbindelse til kineserne ved sidste år at vinde netop Tour of China. Claus Hembo fortæller nu i pressemeddelelsen, at holdet - i kraft af tilsagnet fra deres kinesiske partnere - har bevist, at man 'kan meget mere end at cykle'.

- Vi gavner dansk cykling, men også dansk erhvervsliv, det er vi meget tilfredse med, forklarer Claus Hembo.

- Det er et decideret scoop for vores sponsorer og eventuelt kommende sponsorer, som gerne vil have adgang til det kinesiske marked. For det er klart, at det er nemmere at sælge varer til gode venner, end til folk der ikke aner, hvem du eller dine produkter er, siger Claus Hembo.

Derfor har han altså også sendt en invitation ud til de førnævnte ministre 'samt andre politikere, der kunne have interesse i at møde den kinesiske delegation under Post Danmark Rundt'.

Selvom Claus Hembo i dagens BT afviser, at man forsøger at presse sig til en Post Danmark Rundt-plads med udmeldingen om en eventuel holdlukning, er det kendt, at forholdet mellem Hembo og DCU i forvejen er belastet. Hembo har tidligere truet med lignende drastiske handlinger, hvis beslutninger gik imod ham og holdet. Blandt andet da BT i slutningen af 2012 afslørede, at Christina Watches-Onfone var i overhængende fare for at miste licensen, fordi DCU ikke kunne godkende regnskabet.

- Hvis den her helt urimelige behandling fra DCU ender med, at de nægter at give os licens, står jeg med to muligheder, hvor den første er at lukke holdet, og den anden er at køre på en udenlandsk licens. Og så vælger jeg den sidste løsning. Men det burde være helt og aldeles unødvendigt, sagde Hembo dengang til BT.

Christina Watches-Onfone endte med at få licensen, så det blev ved advarslen.

Den endelige udtagelse til Post Danmark Rundt finder sted på onsdag klokken 11.

Dagens Gossip