Kynisk manager truede dansk løbsarrangør

Trusler fra en kynisk marokkansk manager prellede af på arrangørerne af fem-dagesløbet Etape Bornholm, men for to kenyanske løbere fik mellemmandens ageren på solskinsøen triste konsekvenser.

Efter to nætter, hvor Joel Masop Kemboi og Abraham Kilimo er blevet set sove på en bænk og er blevet smidt ud af Bornholmerfærgens terminal, da den lukkede ved midnat, betalte barmhjertige bornholmske sjæle onsdag for deres hjemrejse til Ystad.

- Det er synd for kenyanerne, og jeg har ondt af dem. Det var en meget ubehagelig situation. Problemet er de kyniske mellemmænd, som er ligeglade med mennesker, og som kun tænker på penge, siger Etape Bornholms event manager, Claus Clausen, til BT.

Den marokkanske manager kom til Bornholm med de to løbere og forventede, at arrangørerne ville betale opholdet, men Etape Bornholm havde inviteret de løbere, man ønskede.

- Manageren truede blandt andet med at lade løberne sove på startstedet for at vise, hvor dårligt de bliver behandlet, siger Claus Clausen.

- Efter råd fra Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen, valgte vi at stå fast. Bøjede vi os for managerens krav, ville problemet blot vokse de kommende år. Det er jo set før, at kyniske managere sender løbere rundt i Europa og truer arrangørerne til at betale for opholdet.

Efter to af de fem etaper stod det klart, at kenyanerne ikke ville få del i pengepræmierne (førstepræmien er på 25.000 kr.).

Manageren efterlod dem tirsdag på øen og tog til Sverige, men vendte dog onsdag tilbage for at konstatere, at kenyanerne var væk.

Det er 20. gang, Etape Bornholm afvikles, og 2.200 løbere deltager i løbeugen. Efter tredje etape, det 7,8 kilometer lange skovløb i Almindingen, fører den somalisk fødte Korsør-løber, Abdi Hakin Ulad, med otte sekunder ned til Morten Munkholm, Aarhus 1900.

Dagens Gossip