LA: Aftale om Togfonden vil koste Danmark dyrt

»Det er en virkelig dårlig aftale. Det eneste, Danmark får ud af den, er, at investeringerne i Nordsøen i fremtiden vil gå uden om Danmark til Storbritannien og Norge i stedet for. Det vil koste danske arbejdspladser og dansk velstand, og vi vil ryge endnu længere bagud i konkurrencen med vore nabolande. Samtidig er det højst tvivlsomt, om pengene til den såkaldte togfond overhovedet kommer ind,« lyder det fra Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen (LA), i en pressemeddelelse.

Aftalen beskatter gas- og olieselskaberne i Nordsøen, der ligger uden for Dansk Undergrunds Consortium (DUC), hårdere. Fremover skal de to udenlandske selskaber Bayerngas og Hess samt danske Dong Energy beskattes ligeså hårdt som for eksempel Mærsk, der er en del af DUC.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) sagde tirsdag, at han »er helt overbevist om«, at olie- og gasselskaberne vil blive, og at det stadig vil være attraktivt for dem at efterforske og bore i Danmark - også med de ændrede skatteregler.

Liberal Alliances skatteordfører er ikke helt så optimistisk. Partiet forlod allerede i august måned forhandlingerne om Togfonden og begrundede dengang beslutningen om at trække sig med både samfundsøkonomiske og moralske hensyn.

»Regeringen tror åbenbart, at olien kommer op af Nordsøen af sig selv, og at det slet ikke betyder noget, hvordan man behandler de virksomheder og selskaber, der er i stand til at hente olien op til Danmark. Det er venstrefløjstænkning, når den er værst,« lyder det fra Ole Birk Olesen.

Dagens Gossip

Dagens TV