LA: Drop heldagsskolen, så stemmer vi for indgreb

Sådan lyder opfordringen fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen (LA), der er principielt imod, at politikerne griber ind i en konflikt på det danske arbejdsmarked.

»Hele den her øvelse har gået ud på at skaffe penge til heldagsskolen, og vi vil ikke være med til at lægge stemmer til et indgreb, vi er principielt imod, og som bare skal skaffe penge til noget, som vi også er imod. Så hvis vi skal lægge stemmer til et indgreb, er vores betingelse, at regeringen fjerner sin helt urimelige idé om at indføre tvungen heldagsskole,« siger Anders Samuelsen, der mener, at de Konservative og Dansk Folkeparti »bør stille det samme krav som os«.

Regeringens lovforslag om et indgreb i konflikten førstebehandles torsdag eftermiddag i folketingssalen, og fredag eftermiddag forventes det at blive stemt igennem med stemmer fra regeringen, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti stemmer måske for.

»Det er forkert, at staten skal ind og aftale løn og arbejdsvilkår for danskerne. Det skal være et forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og det er det jo ikke, hvis man laver det om til lovgivningsarbejde,« siger Samuelsen.

Spørgsmål: Men tror du på, at KL og lærerne kan blive enige?

»Ja. Hvis nu Folketinget tog sig sammen og sagde: I skal finde en løsning sammen. Så ville parterne være kommet under stigende pres, som det skete her til sidst, fra befolkningen, forældrene, lærerne og børnene. Til sidst var de blevet møre og begyndt at forhandle. Det har de undladt at gøre, fordi de har vidst, at Folketinget ville gribe ind,« siger Anders Samuelsen.

Forslaget om en heldagsskole, hvor de ældste elever har 37 timer om ugen med indlagte aktivitetstimer - og hvor de mindste generelt har flere skoletimer - indgår som en del af forhandlingerne om en ny folkeskolereform. Ifølge Liberal Alliance vil den slags skole »stjæle børnenes fritid og ensrette vores skolesystem,« siger partiformanden.

Dagens Gossip