LA efterlyser EU-indsats ved de ydre grænser

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

EU-Kommissionens forslag om at udarbejde en fælles fordelingsnøgle, der skal fordele flygtninge ligeligt mellem EU-landene, falder ikke i god jord hos Liberal Alliance.

Det fortæller Christina Egelund, som er partiets EU-ordfører.

- Jeg synes, det er at gribe problemerne bagvendt an. Jeg mener, at man i stedet for at fordele flygtningene, bør få styr på EU's ydre grænser, siger Christina Egelund til Ritzau.

Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, annoncerede fredag, at Kommissionen vil foreslå et nyt fordelingssystem.

Det er en revidering af Dublin-forordningen, der bygger på en aftale mellem EU-landene om, at flygtninge kan sendes tilbage til det første EU-land, de ankom til, og få behandlet deres asylsag der.

Det vil Juncker nu lave om, så der bliver en ligelig fordeling af flygtninge.

Det finder Christina Egelund problematisk. Hun ser det nærmere som symptombehandling i stedet for at håndtere problemets kerne.

- EU skal spille en rolle i at afhjælpe situationen i nærområderne til Syrien. Der burde være hotspots til registrering af flygtning i Mellemøsten, så man sikrede, at færre tager vejen over Middelhavet for at blive afvist i Europa, siger Christina Egelund.

For selv om hun ikke er enig i Kommissionens forslag, så deler hun nogle synspunkter med Juncker. Nemlig at den massive flygtningestrøm har konsekvenser for den fri bevægelighed.

- Jeg er enig i, at det er en kedelig udvikling, at de indre grænser i EU ikke er åbne, men er blevet erstattet med grænsekontrol. Det er en konsekvens af, at der ikke er styr på de ydre grænser, siger Christina Egelund.

Hun mener også, at problemerne med de ydre grænser er årsagen til, at Danmark har været nødt til at stramme grebet om asylansøgerne.

- At vores omdømme ude i verden bliver skadet, er en konsekvens af, at man ikke har passet de ydre grænser, siger Christina Egelund.

/ritzau/