LA: »Etnisk proletariat« er regeringens egen skyld

»Regeringen fører en økonomisk politik, der fastholder de svageste borgere på offentlig forsørgelse frem for at skabe arbejdspladser og give incitamenter til at tage et arbejde. Så længe det er tilfældet, burde det ikke komme som en overraskelse, at man er i færd med at skabe et nyt proletariat blandt mange af udlændingene i Danmark,« siger integrationsordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Han mener, at de høje danske skatter betyder, at der ikke skabes den type arbejdspladser, som de svageste udlændinge kan varetage. Og det er med til at svække integrationen.

»Vi ved, at arbejde er den allerbedste form for integration. Når forældrene til de unge mennesker ikke selv er i arbejde, men blot passivt modtager penge fra det offentlige, undrer det mig ikke, at de har svært ved at formidle positive værdier videre til deres børn. Derfor er der brug for en ny økonomisk politik – samtidig med, at samfundet slår hårdt ned på den hårde kriminalitet,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Blandt de initiativer, regeringen lancerer, er et øget brug af det såkaldte forældrepålæg, hvor forældre trækkes i sociale ydelser, hvis deres børn ikke går i skole, eller hvis de begår kriminalitet.

Dagens Gossip