LA går fra møde: Afviser åbne lister over hadprædikanter

Skrevet af admin

31/05/2016

Mest læste i dag

Tirsdag sidder en række partier til møde hos kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V).

På forhandlingsbordet er regeringens forslag om at lave en offentlig indrejseliste, som skal ekskludere forkyndere, der tidligere har ytret sig imod demokratiet.

Et forslag, der med opbakning fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative, allerede har flertal i Folketinget.

Alle parter forventer en aftale lidt over middag tirsdag. Men udenrigsordfører Mette Bock (LA) har forladt forhandlingerne inden.

- Vi er med i en lang række delaftaler, som gør, at vi kan sætte hårdt ind over for det, vi ønsker at sætte hårdt ind over for. Men der er to ting, vi ikke vil være med til, siger hun.

De to ting er åbne lister over hadprædikanter og kriminalisering af visse ytringer.

- Vi ønsker lukkede lister, som kan det samme. Vi er bange for, at åbne lister vil komme til at virke stik mod hensigten. De mennesker, der står på en åben liste, risikerer at blive særligt interessante at komme i kontakt med for radikaliserede, siger Mette Bock.

Ud over de omstridte lister vil regeringen også kriminalisere ytringer, som undergraver den danske lovgivning.

Det er blevet kaldt meget vidtgående, og spørgsmålet er, hvordan antidemokratiske ytringer skal rammes i praksis. Frygten er, at de kommer til at ramme uhensigtsmæssigt.

- Ytringsfrihed er en af de allermest fundamentale frihedsrettigheder overhovedet. Det er ikke en frihedsrettighed, vi ønsker at file på. Vi skal kunne straffe handlinger hårdt, men ikke kriminalisere holdninger og ytringer, siger hun.

Spørgsmål: Hvilke ytringer lægger regeringen op til at kriminalisere, som I ikke vil være med til?

- Det er hele spørgsmålet. Hvordan definerer man præcis de forbudte ytringer? Den gråzone ønsker vi ikke at bevæge os ind i, siger Mette Bock

/ritzau/