LA glæder sig over Venstres »energikovending«

Sådan opfatter Liberal Alliance det energiudspil, som Venstre lancerer i Berlingske onsdag. Her vil Venstre gøre op med støttesystemet for grøn energi efter 2020.

»Det er meget positivt, at Venstre er kommet til fornuft og nu er parat til at luge ud i støtteordninger, der holder hånden under urentable og dyre grønne foretagender, som for eksempel landvindmøller,« siger energiordfører Villum Christensen (LA) i en kommentar.

Ifølge Liberal Alliance er det dog et års tid for sent, at Venstre laver sin »energikovending«.

Sidste år indgik et enigt Folketing med undtagelse af netop Liberal Alliance en bred energiaftale frem mod 2020, som fastsætter hvor stor en del af den grønne omstilling, der skal komme fra forskellige energiformer som havvindmøller, landvindmøller, biomasse, biogas og sol. Støttesatser for de forskellige energiformer skal sikre, at målene nås.

»Venstre burde aldrig nogensinde have sagt ja til at gå med i energiforliget, men have lyttet til Liberal Alliance, der advarede kraftigt mod konsekvenserne ved at skrue energiafgifterne i vejret og smide gode penge efter dårlige støtteordninger. Energiforliget var en kæmpe fejltagelse, og det indrømmer Venstre også nu,« siger Villum Christensen.

»Energipolitikken i Danmark bygger for meget på feel good-politik og for lidt på fornuft. Det er på tide med et energipolitisk opgør. De skadelige energiafgifter skal sættes ned, og så skal der sættes en stopper for de mange håbløse støtteordninger, der forhindrer andre alternative energikilder i at komme ind på markedet,« siger han.

Regeringen og resten af partierne i Folketinget har meldt sig parat til en diskussion af energipolitikken på den anden side af 2020.

Dagens Gossip