LA klar til retsopgør med EU om modkøb

Det mener Liberal Alliance, efter at regeringen har udarbejdet et lovforslag om at indstille modkøbsmodellen som følge af krav fra EU og trusler om en retssag mod Danmark.

»Jeg kan ikke se noget som helst formål med, at EU blander sig i det her. Det er dansk erhvervspolitik, det er udelukkende et spørgsmål om indkøb til Danmark, så jeg har meget svært ved at se de rationelle grunde til, at EU skal blande sig i det,« siger erhvervsordfører Mette Bock (LA).

Ifølge lovforslaget fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) skal Danmark nu til at efterleve et flere år gammelt krav fra EU-Kommissionen om, at der kun må kræves modkøb ved indkøb af forsvarsmateriel, når der er »konkrete« og »væsentlige sikkerhedsinteresser« på spil. Samtidig begrænser lovforslaget antallet af virksomheder, der kan få lov til at udføre de modkøbsordrer, det stadig vil være muligt at stille krav om efter nytår.

Hvis ikke Danmark lever op til EUs krav, truer Kommissionen med en retssag, skriver Berlingske, og hvis det er tilfældet, så må Danmark tage det opgør, mener Mette Bock.

»Vi skal tage kampen i EU om det. Helt klart. Vi skal ikke bare lægge os ned. Vi bliver nødt til at gøre, hvad vi kan, for at sikre, at vi fra dansk side har ret til at foretage de indkøb og stille de betingelser, som vi ønsker at stille,« siger hun.

Liberal Alliance er bekymret for fremtiden for den danske forsvarsindustri, hvor en væsentlig del af den samlede omsætning på omkring to milliarder kroner er relateret til modkøbsordrer.

Regeringens lovudkast sætter ikke tal på effekten for branchen, men »forventer en reduktion« af modkøbsordrerne. Mette Bock regner med, at loven får »store, økonomiske konsekvenser« for forsvarsindustrien.

Dagens Gossip

Dagens TV