LA: Kommuner må styre pisk til ældre

Sådan lyder det fra Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen (LA), som ikke mener, at det er et spørgsmål, som politikerne på Christiansborg skal styre.

»Det er ikke alting, vi skal detailregulere på Christiansborg. Der skal også være en vis grad af frihed til kommunerne, det ligger der også i den kontanthjælpsreform, der er vedtaget. Man skal vurdere, hvem der skal i nyttejob, og hvem der ikke skal. Det er et individuelt skøn,« siger ordføreren.

En ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 viser, at et stort flertal af danskerne mener, at der skal være forskel på, om unge og ældre sendes i nyttejob. Analyse Danmark har spurgt 3.604 personer om deres holdning til aktivering af unge og ældre, og 86,4 procent svarer, at det er i orden at sætte unge mellem 18 og 30 år til at klippe hæk eller vaske busskure, mens blot 29,8 procent mener, at det er i orden, hvis kontanthjælpsmodtageren er over 60 år.

Og sådan vil det i høj grad også blive i praksis, forventer Joachim B. Olsen.

»Jeg tror, at den praktiske virkelighed bliver, at der kommer til at være forskel på, hvem man sender ud i hvad. Det vil nok fortrinsvist blive unge, som man sender i nyttejob. Det er en ordning, der er rettet mod de unge. Men jeg kan da også sagtens forestille mig, at der er ældre, der vil have gavn af nyttejob. Man skal ikke udelukke de ældre fra ordningen,« siger han.

Dagens Gossip