LA kræver minimum fem års fængsel til pædofile

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Justitsminister Søren Pind (V) lægger op til at hæve straffen for pædofilidømte fra 2,5 års fængsel til 3,5 år, men den skærpelse er "alt for slap", mener Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

- Pædofili skal straffes meget hårdere end i dag. Men justitsministerens forslag om at hæve normalstraffen med et år er alt for lidt, siger Ammitzbøll i en skriftlig kommentar.

- De ting, pædofile udsætter børn for, er så ekstreme, at de fleste af os ikke kan forestille os konsekvenserne for ofrene. Vi er nødt til at øge straffen markant for pædofili, så straf og forbrydelse afspejler hinanden bedre.

- En straf på alt under fem år er en hån mod ofrene og deres pårørende, og derfor opfordrer jeg Søren Pind til at udvide sit forslag, så de modbydelige forbrydelser får langt større konsekvenser end i dag.

Som udgangspunkt er det i dag kun børn under 13 år, der bliver videoafhørt af politiet, så de slipper for at afgive forklaring i retten.

Søren Pind fremsætter i november et lovforslag om udvidet brug af videoafhøring, så der fremover altid skal kunne foretages videoafhøring af børn under 15 år - blandt andet i sager om seksualforbrydelser.

Samtidig skal andre børn og unge under 18 år kunne videoafhøres i særlige situationer, mener justitsministeren.

- Seksuelle overgreb mod børn er forfærdelige forbrydelser, hvor barnets tillid og sårbarhed udnyttes på den allermest ødelæggende måde.

- Overgrebene sætter dybe spor hos barnet, og der er stor risiko for, at de vil følge barnet resten af livet, siger Pind i en pressemeddelelse.

Han håber på opbakning fra de øvrige partier til stramningerne.

- Jeg synes ikke, strafniveauet er retfærdigt i dag, hvorfor jeg søger Folketingets opbakning til at få gennemført et markant løft af straffene for seksuelle overgreb mod børn, så straffene i højere grad end i dag vil afspejle forbrydelsens alvor, siger ministeren.

Han vil også sikre, at der gøres mere for at skærme børnene i forbindelse med retssager.

- Ordningen med videoafhøring kan være med til at skåne barnet for yderligere traumatisering, og jeg håber, at de andre partier på Christiansborg vil bakke op om det lovforslag, jeg fremsætter i næste måned, siger Pind.

/ritzau/