LA-krav om billigere cigaretter

»Vi synes, man skal sænke afgiften på cigaretter. Men vi frygter, at regeringen vil vægte ideologi højere end sund fornuft i forhandlingerne,« siger Simon Emil Ammitzbøll (LA), der forhandler for Liberal Alliance.

Berlingske er kommet i besiddelse af et opsigtsvækkende notat fra de interne forhandlinger, hvor regeringens embedsmænd vurderer, at en afgiftslettelse på 1,50 kroner pr. 20 stk.-cigaretpakke kan give et merprovenu på 175 millioner kroner.

Selv om tiltaget umiddelbart koster en halv milliard kroner, betyder et forventet fald i grænsehandlen og en generel stigning i cigaretforbruget, at der er penge i tiltaget for statskassen, vurderer embedsmændene, som dog bemærker at beregningerne er behæftet med »usikkerhed«.

Ifølge Berlingskes oplysninger er hverken Venstre eller de Konservative afvisende over for tiltaget ved forhandlingsbordet, men heller ikke just begejstret. Regeringen har også været under hård beskydning de seneste dage fra sundhedseksperter på grund af weekendens aftale om afgiftslettelser på øl og sodavand.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon (S), men Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen (S), ønsker ikke på forhånd at afvise kravet fra Liberal Alliance.

»Men det er heller ikke vores politik. Med forslaget er der slet ikke taget højde for de sundhedsmæssige aspekter, og der ligger rygningen i en liga for sig. Det er det, som slår flest folk ihjel, så det bliver meget svært for os at imødekomme,« siger han.

Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse, advarer mod forslaget. Han har ikke tillid til beregningerne.

»Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de kan få penge ud af at sænke den afgift. Der vil være negative konsekvenser af stigende udgifter til sundhed, sygedagpenge og færre personer på arbejdsmarkedet,« siger han.

I weekenden sikrede Liberal Alliance, at en planlagt stigning i afgifterne på cigarillos og cerutter ikke kom med i aftalen om første del af vækstplanen, erfarer Berlingske. Afgifterne på de nævnte produkter er ikke steget siden 1978 som andre tobaksvarer, og derfor havde Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti sammen med regeringen fundet fælles forståelse for at fordoble stykafgiften på de produkter, hvilket ville give 20 mio. kroner mere til yderligere vækstinitiativer.

Berlingske er i besiddelse af et notat, som viser et udkast til aftalen om tilpasning af tobaksafgifterne, hvor prisen på 20 stk. cigarillos skulle stige fra 17 kroner til 30,40 kroner. Det var for meget for Liberal Alliance, som i weekenden gjorde en sen entre i forhandlingerne med et hovedkrav om, at ingen afgifter måtte stige for erhvervslivet. Derefter blev tiltaget taget ud af den endelige aftale.

Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse tager sig til hovedet over den oplysning.

»Det er for mig helt uforståeligt, hvorfor de ikke bruger det instrument til at få nogle penge i kassen i en situation, hvor vi mangler pengene. Det er helt ubegribeligt,« siger han.

Dagens Gossip