LA kritiserer »sløv og defensiv« rokade

Det mener Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), der ikke er imponeret af, at den eneste nye i regeringen bliver Henrik Sass Larsen (S), som overtager Erhvervs- og Vækstministeriet.

»Det er en sløv og defensiv rokade. Der sker jo ikke rigtigt noget, andet end en socialdemokratisk stoleleg. Man kan sige, at det eneste positive i denne rokade er i virkeligheden, at Helle Thorning-Schmidt vælger at reducere antallet af ministre med én,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han henviser til, et Europaministeriet fremover hører under Handelsministeriet, hvor Nick Hækkerup (S) bliver ny minister. Nicolai Wammen (S) skifter til gengæld fra posten som europaminister og bliver ny forsvarsminister.

»Jeg havde da troet, at der ville blive sat et egentligt nyt hold, og at man ikke bare skiftede rundt på de kendte ansigter, som er det, der sker,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Liberal Alliances politiske ordfører har ikke store forventninger til Henrik Sass Larsen, der er eneste nye ansigt i regeringen.

»Jeg forventer desværre, at Socialdemokraterne fortsætter med at føre en erhvervspolitik, der ikke er til glæde for dansk konkurrenceevne eller dansk erhvervsliv.«

Sass Larsen overtager posten som erhvervs- og vækstminister fra SF-formand Annette Vilhelmsen (SF), der bliver ny social- og integrationsminister i stedet for Karen Hækkerup (S). Det skifte ser Simon Emil Ammitzbøll heller ikke frem til.

»Man kan selvfølgelig frygte, at Annette Vilhelmsen på social- og integrationsministerposten vil vende tilbage til den klassiske SF-tilgang på integrationsområdet, hvor det er synd for alle i stedet for at tage fat på problemerne,« siger han.

De få rosende ord, Simon Emil Ammitzbøll har at sige om regeringen, går til den afgående transportminister, Henrik Dam Kristensen (S). Han vil gå over i historien som en af de få transportministre, der ikke er blevet »fedtet ind« i trafikpolitiske problemer, lyder det.

»Han har på trods af de problemer, der har været med DSB, formået ikke at blive fedtet fuldstændig ind i, at det er hans problemer i stedet for, at det er DSBs problemer. De fleste transportministre holder ikke særlig længe, og de er dybt upopulære, når de går af. Det er sådan set ikke mit indtryk med Henrik Dam Kristensen.«

Dagens Gossip