LA: Måske ender det med blå planlov

Skrevet af admin

09/06/2016

Mest læste i dag

Liberal Alliance ser mere positivt på muligheden for, at partiet ender med at være en del af aftalen om planloven, der forhandles på Christiansborg i disse dage.

Det siger partiets ordfører i forhandlingerne, Joachim B. Olsen. Før et møde onsdag aften antydede han ellers, at partiet måske var på vej ud af forhandlingerne.

Det er især reglen om, at kommuner kan kræve op til 25 procent almene boliger i nye boligområder, der har fået partiet til at tvivle på, om det kunne være med i en aftale.

Liberal Alliance vil af med reglen, mens Socialdemokraterne har som krav, at reglen består. Ifølge Joachim B. Olsen har det hidtil tydet på, at regeringen ville efterkomme Socialdemokraterne. Men under mødet onsdag aften har han opfanget nye signaler.

- Det ser ud til, at der er en mulighed for, at regeringen alligevel vælger at lave en aftale med de blå partier alene. Og det synes vi også, at de skal, siger han.

Socialdemokraterne er det eneste parti til venstre for regeringen, som fortsat er med i forhandlingerne.

Liberal Alliance ønsker også, at der skal være mulighed for at bygge større supermarkeder, såkaldte hypermarkeder. Og så vil partiet styrke borgernes retssikkerhed i forbindelse med ekspropriering.

- Vi ligger langt fra Socialdemokraterne på de her spørgsmål, konstaterer Joachim B. Olsen.

Forhandlingerne fortsætter torsdag. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har sagt, at han går efter en aftale inden sommerferien. Regeringen har desuden meldt ud, at den ønsker en bred aftale.

/ritzau/