LA om bankaftale: Skal danskerne betale?

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Regeringens begejstring for en ny aftale om en bankunion er bekymrende, og nu må regeringen klart melde ud, om den har tænkt sig at trække Danmark ind i unionen.

- Sådan siger Liberal Alliances europaordfører, Mette Bock, efter at de 28 EU-medlemslande sent onsdag aften blev enige om et bud på, hvordan den kommende bankunion skal kunne lukke en bank, når deres nye banktilsyn har slået alarm.

- Hos Liberal Alliance siger vi klart nej, for danske borgere skal under ingen omstændigheder risikere at hæfte for sydeuropæiske bankers eventuelle kollaps, siger Mette Bock.

Hun siger, at regeringen taler med to tunger. For mens den hævder, at Danmarks deltagelse stadig er uafklaret, så sender den en række positive signaler fra Bruxelles.

- Men regeringen kan ikke blive ved med at holde danskerne hen, og derfor skylder regeringen et klart svar på, hvad den egentlig vil.

Hun undrer sig over, at regeringen ikke ser sig i stand til at tage stilling, når det allerede nu står klart, at det overlades til en fælles myndighed at beslutte, hvad der skal ske med bankerne i unionen.

- Vi ved allerede nok om bankunionen til at kunne sige, at det er en ualmindelig dårlig idé. Den knytter os så tæt til euroen, at vi de facto er bundet på hænder og fødder.

Mette Bock mener, at danskerne derfor fortjener at vide, om regeringen vil kaste danske bankers skæbne og dansk økonomi i hænderne på udefrakommende, og om regeringen mener, at danske borgere risikerer at betale til gildet, hvis det går galt i andre lande.

- Statsministeren har heller ikke kunnet garantere, at det danske realkreditsystem vil forblive, som det er i dag, og det understreger blot, at det er gambling med danskernes penge at gå med i en bankunion.

- Derfor skal vi holde os langt væk, siger Mette Bock.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten er ligesom Liberal Alliance kritiske over for aftalen.

/ritzau/