LA opfordrer Thorning til at trykke på valgknappen

»Danmark kan få en ny storhedstid med vækst og jobskabelse, men det kræver politisk mod og handlekraft. Det ejer regeringen ikke, og derfor bør statsministeren tage konsekvensen og udskrive valg,« lød det fra Simon Emil Ammitzbøll under Folketingets åbningsdebat.

»Statsministeren taler om store bedrifter og historiske reformer, men i virkeligheden er det hele en teaterforestilling. Regeringen laver småreformer, der kradser lidt i overfladen, og lader som om, at det gør en forskel, alt imens Danmark bliver relativt fattigere,« sagde LA-ordføreren.

Simon Emil Ammitzbøll argumenterer for sin trang til politisk forandring med, at »Danmark rasler ned af ranglisterne over verdens rigeste lande«, og at regeringen blot »lader stå til«.

»Imens bliver træ, strøm og dagligvarer dyrere og almindelige danskere enten arbejdsløse eller fattigere. Danmark har desperat brug for offensive reformer og modige nybrud, og det får vi kun, hvis vi får et nyt politisk flertal. Statsministeren vil spare mange danskere for mange pinsler, hvis hun udskriver valget nu,« understregede han.

Dagens Gossip

Dagens TV