LA: Regeringen behandler erhvervsskolerne som et forsømt stedbarn

Regeringen er i færd med at løbe fra sine løfter til landets erhvervsuddannelser.

Det mener Liberal Alliances uddannelsesordfører, Merete Riisager (LA), der frygter for, at de 980 millioner kroner, som erhvervsuddannelserne skal spare på budgetterne i 2014, ikke finder vej tilbage til skolerne.

Ifølge undervisningsminister Christine Antorini (S) vil en del af de 980 millioner kroner, der spares på finansloven i 2014, ellers blive ført tilbage til uddannelserne i den kommende erhvervsskolereform. Men det kan erhvervsskolerne ikke budgettere med, siger en række erhvervsskoleledere til Information mandag, og i Liberal Alliance deler man frygten.

»Vi ved jo ikke, hvad den reform kommer til at ende med – og i mellemtiden må erhvervsskolerne fyre og lægge klasser sammen. Liberal Alliance har allerede foreslået at løse en del af problemet ved at hente 400 millioner kroner fra de gymnasiale suppleringskurser og 200 millioner kroner fra det fleksible gymnasieloft. Det er erhvervsskolerne, der har det største behov,« forklarer Merete Riisager.

Hun mener, at besparelserne vil ramme skolerne hårdt, og de bliver i forvejen behandlet dårligt.

»Danmark har brug for erhvervsskoler af høj kvalitet, men de er gennem mange år blevet behandlet som et forsømt stedbarn, mens alt guldet er gået til de boglige uddannelser. På trods af de fine ord og løfter tyder det på, at regeringen fortsætter den linje,« siger Merete Riisager.

Christine Antorini mener ikke, at der er grund til bekymring fra skolernes side.

»Skolerne kan roligt budgettere med, at de får pengene fra omstillingsreserven tilbage. Det har jeg flere gange sagt, at de vil få,« skriver hun i en mail til Information.

Dagens Gossip